Vedligeholdelse, pleje, opbevaring og rengøring af smykker
Der er nogle forholdsregler der er fornuftige at følge, hvis dine smykker skal holde sig pæne. Følger du disse simple råd vil du have glæde af dine smykker i rigtig mange år.
Almindelig brug
Tag dine smykker af når du sover, svømmer, bader, dyrker sport eller tager sol. Især forgyldte smykker slides hurtigere, hvis de bæres hele døgnet
Undgå at smykkerne kommer i kontakt med parfume, hårspray, klorvand eller andre kemikalier. Dette gælder især hvis dit smykke bærer sarte sten, som f.eks. koraler eller perler.
Perler bliver smukkere af at blive brugt, ved kontakt med huden bevarer perlernes glans og liv. Dog er perler meget sarte over for kemikalier. Perler kan blive skadet, hvis personen der har dem på, tager speciel medicin, dette kan nogen gange udskilles i huden.
Smykker med ædelsten kan blive ødelagt af slag og stød, og man kan ved gentagene stød risikere, at indfattede sten bliver forslået og i værste fald kan der ske skade på indfatningen. Nogle sten som f.eks. opaler og smaragder er porøse og kan knække eller revne ved hårde slag.
For at undgå at sten bliver glansløse skal man tage fingerringe af ved håndvask, da sæbe og håndcreme kan aflejres under stenene, og derved påvirke stenens glans. Sæbe og opvaskemiddel kan være direkte ødelæggende for sarte sten som opaler, koraler og perler.
Rengøring af smykker
Smykker skal generelt jævnligt rengøres for, at de skal bevare deres glans og se flotte ud. Smykker tiltrækker med tiden snavs og smuds, som sætter sig i alle kroge. Sølvsmykker anløber med tiden og bliver mørke på grund af sølvets kontakt med ilten i luften. Dette er en kemisk reaktion, ligesom kobber der irrer. Smykker af guld og sølv behøver normalt kun et minimum af vedligeholdelse og renses nemt i varmt vand tilsat lidt salmiak og opvaskemiddel. Brug en blød tandbørste og børst forsigtigt, hvorefter smykket skylles i vand. Igennem en rensning som denne vil belægninger på smykket og under stenene fjernes, og derved får stenene den naturlige glans tilbage. Du bør dog være opmærksom på, at nogle sten ikke tåler kemikalier. Dette gælder opaler, koraler, turkiser og ægte perler. Disse sten kan renses i lunkent vand, men undgå salmiak, da dette vil ødelægge stenene, så de bliver matte og kedelige at se på.
Diamant er verdens hårdeste mineral, men disse sten har den mærkelige egenskab, at de er vandafvisende og dermed suger fedt og snavs til sig. Derfor skal diamantsmykker renses ofte, for at lyset uhindret kan finde vej og give stenene deres optimale skønhed. En ren diamant er mere skinnende og har langt mere ild, end den samme diamant, når den er snavset. Vand, snavs og fedt under en diamant ødelægger dens ild. Selv en tynd film absorbere lyset fra diamanten. Safirer, rubiner, smaragder og andre ikke-porøse sten bør også renses jævnligt
Perler bør også renses, det gøres med en blød klud for at fjerne rester af sved, parfume og creme, ellers vil de blive matte og kedelige. Man siger, at perlerne "dør". Ferskvandskulturperler er organisk materiale, der suger til sig af f.eks. parfume og hårlak.
Forgyldte sølv smykker kræver nænsom pleje og rengøring og renses bedst med en blød, fugtig klud. I svære tilfælde kan der bruges lidt sæbevand uden parfume på kluden. Steder hvor det er svært at komme til kan der bruges en vatpind. Brug aldrig pudsemiddel, da dette vil slide forgyldningen unødigt.
Opbevaring af smykker
En god idé er, at opbevare smykkerne i små stofposer eller syrefrie plastposer. Undgå papir og træ, da disse materialer kan være svovlholdige og påvirke metallerne, så de hurtigt bliver mørke. Dette gælder især sølvsmykker og forgyldte sølvsmykker.
Nogle sten kan blegne lidt af at ligge i solen, så undgå at dine smykker ligger i direkte sollys.
Hvis du putter dine smykker i en syrefri plastpose og opbevare dem i en lille æske holder de sig pæne i lang tid.
Vedligeholdelse og pleje af smykker
Alle metaller får afslutningsvis en overfladebehandling, ofte en finish for f.eks. at give et rustikt, mat eller blankt udseende. Denne overflade slides med tiden. Der er forskel på, hvor meget vi hver især slider på vores smykker, og visse typer smykker slides også mere end andre. Men hvis smykket skal bibeholde sit oprindelige udtryk er det er vigtigt, at vedligeholde denne overflade.
Der er nogle få ting du selv kan gøre for at vedligeholde smykkets overflade. Blanke smykker kan pudses op med pudsemiddel, og matte overflader kan "slibes" med en almindelig rengøringssvamp, hvor den mørkegrønne og grove side benyttes. Dette skal dog undgås ved forgyldte smykker, da det vil slide på forgyldningen, så den hurtigt forsvinder. Forgyldte smykker skal som regel gen-forgyldes efter noget tid, da guldlaget bliver slidt af over længere tid. Det er meget individuelt, hvor ofte dette er nødvendigt og afhænger naturligvis af hvor meget smykket bliver brugt. Jo mere forsigtig du er med dine smykker, jo længere holder forgyldningen.